fredag den 5. oktober 2007

Videoer fra Århus

Kumaran Kumar har optaget disse tre videoer fra demonstrationen i Århus:

Taler i Århus


Demonstration i Århus


Interviews

Andre blogindlæg om vores "kamp":

Bente Dahl, taler i Århus:

Luk op for mangfoldigheden - lad dog være med at indskrænke mulighederne. Tegnsprog må betragtes som et mindretalssprog på linie med andre mindretalssprog i et land. Og oppebære samme rettigheder som mindretalssprog gør.


Læs resten af indlægget her.

Line Pedersen, blogger:

noget andet er fx at se to skolepiger i bussen 'hviske' på tegnsprog. Altså være fortrolige, gemt bag bussæderne med deres hemmelige sprog. Og så sidder man der med sit almindelige sprog og synes, at man er udenfor og at tegnsprog da burde være noget, vi alle sammen burde lære. Så vi kunne tale sammen.


Læs resten af indlægget her.

mandag den 1. oktober 2007

Tegnsprog til alle


I skal naturligvis ikke snydes for denne flotte illustration som vi brugte til demonstrationen. Og hvis i har lyst, er I velkommne til at downloade dette billede og sætte det op op Jeres blogs el. lign. Vi skal jo blive ved med at "kræve" mere tegnsprog til alle.

søndag den 30. september 2007

Efter demonstrationen

Vi vil gerne takke Jer alle sammen for et rigtig godt og talstærkt fremmøde, til trods for at der var silende regnvejr - i København, i hvert fald. Her var I alligevel fantastiske til at holde humøret oppe; i en sand tegnsprogsånd!

I København var vi mellem 150 og 200 personer og i Århus var vi omkring 60 personer. Vi har fået omtale i radioen; P4 København og Århus, JyllandsPosten har talt med os i Århus, TV2 News har sendt delvist live fra København og Døvefilm har været der, ligesom Døvebladet også har.

Her er en video fra Dronning Louises Bro i København (lidt over 1 minut) og flere følger. Hvis nogen af Jer har billeder eller videoer I gerne vil dele, kan I sende til tegnsprog@hotmail.com. Så uploader vi her på bloggen.

lørdag den 29. september 2007

Hvorfor er vi i sort?

Der er international enighed om at hele verdens døve ved demonstrationen skal være klædt i sort og bære fakler. Men hvorfor sort, denne sorgens farve? Det er for at symbolisere den historie døve har haft gennem tiderne. Vi ønsker ikke, at historien gentager sig.

Tegnsprog i op- og nedgangstider
Tegnsprog har været gennem perioder hvor det har blomstret op på grund af et tolerant samfund, men det har også oplevet mange mørke perioder, hvor det blev bandlyst.

Det mest kendte eksempel er døvelærer-kongressen i Milano i 1880. Her dikterede man at tegnsprog var bandlyst i forbindelse med døveundervisning. Døve børn skulle ikke bruge tegnsprog i undervisningen, de skulle i stedet for lære at tale. Man mente, at hvis de brugte tegnsprog, ville de ikke blive dannede mennesker. Oralismen, som døve kalder denne form for undervisning, bredte sig ud over hele Europa.

Talende skal barnet lære sproget
Også Danmark. Døve måtte ikke bruge tegnsprog, og det betød at de døve børn i skolerne måtte snige sig til at bruge tegnsprog til hinanden i pauserne, når ingen så det. Oralismen holdt døve i et jerngreb gennem mange år. Faktisk mente man i Danmark at døve klarede sig bedst med tale i rigtig, rigtig mange år.

I starten af 1960'erne introducerede man høreapparaten i Danmark. Alle døve børn blev udstyret med sådan et. Og da mente man, at de havde bedre forudsætninger for at tale. Principelt underviste man uden tegnsprog i døveskolerne gennem 60'erne og 70'erne. Mange døve børn blev gennem disse tider enkelt-integreret i folkeskolerne uden tegnsprog.

Først i 80'erne begyndte man at erkende, at døve fik gavn af at få undervisning på tegnsprog. I 1982 oprettede man en forsøgsklasse, hvor undervisningen foregik lige så meget på tegnsprogets præmisser som dansk. 80'erne var en gevaldig opblomstringstid for døve i Danmark. Døve kunne uddanne sig og få job som lærere og pædagoger og på den måde fungere som rollemodeller for døve børn. Man startede en tegnsprogstolkeuddannelse i 1986, som har skabt grobund for den fortrinlige tegnsprogstolkeservice vi har i dag, som gør, at mange døve klarer sig fuldstændig på lige fod med hørende.

Kort tegnsprogsperiode - i dag: Ny oralisme?
Desværre holdt tegnsprogsperioden højst 20 år. I starten af 2000-tallet begyndte det for alvor at blive udbredt at cohchlear implantere døve børn. Med denne operation fik læger og især audiologopæd'er igen et argument for, at døve børn ikke skulle lære tegnsprog. I starten var det ikke så udbredt, at man frarådede tegnsprog, men i dag må man på det nærmeste ikke bruge tegnsprog til cochlear implanterede døve børn.

fredag den 28. september 2007

Presse-status

Vi kommer i radioen. Lidt sjovt, egentlig, når vi døve ikke kan høre det. Men vi får 5 minutter i æteren hos P4 i hhv. København og i Århus. For dem, der tilfældigvis kan høre, så tænd for radioen lørdag formiddag:

P4 København - live i 5 minutter omkring 9.20.
P4 Århus - et par minutter, mellem 9.30 og 10.00.

Vi satser på at der kommer trykte medier og tv og dækker selve demonstrationen - Døvefilm og Døvebladet gør i hvert fald.

Vi får lidt omtale

Line fra Politikens blog Ordstyreren (der er en blog om det danske sprog) har skrevet om vores demonstration i morgen: Tegnsprog er også et sprog vi skal (aner)kende. Hun skriver, at hun ikke ved ret meget - men også, at hun hellere end gerne ville vide mere om tegnsprog. Mon ikke de fleste hørende har det sådan?

... en ting er at se tegnsprogstolke til fx et møde som i dag, noget andet er fx at se to skolepiger i bussen 'hviske' på tegnsprog. Altså være fortrolige, gemt bag bussæderne med deres hemmelige sprog. Og så sidder man der med sit almindelige sprog og synes, at man er udenfor og at tegnsprog da burde være noget, vi alle sammen burde lære. Så vi kunne tale sammen. Vi kan så mange andre sprog. Og jo også en del kropssprog, omend formentlig i jeres øjne måske et ret unuanceret et.....?


Dette skriver hun på sin egen blog, Blogbogstaver, hvor hun skriver om hørendes syn på tegnsprog. Den interaktion med mange flere hørende kunne vi godt mangle. Døves sprog er tegnsprog, men vi har ikke patent på det - alle burde kunne det, og mon ikke de fleste hørende også har lyst til at kunne få muligheden for at lære vores sprog?

Det er lige netop derfor at vi synes det er så utrolig vigtigt at gå ud og synliggøre tegnsprog noget mere. Måske det skaber debat - og måske der kommer nogle krav på bordet, som politikerne hører på og gør noget ved.

torsdag den 27. september 2007

Vi sender denne pressemeddelelse ud fredag

Pressemeddelelse 28. september 2007

Døve vil høres!
Der er 5000 døve i Danmark, der bruger tegnsprog. Fakta er, at der er 10 gange så mange, der har svære høretab. Mange af dem ville få gavn af at kunne tegnsprog, men de har aldrig fået tilbuddet om at kende til sproget.
I morgen, d. 29. september, er af græsrødder verden over blevet udråbt til the International Day of the Deaf. I den anledning går døve på gaderne og demonstrerer over hele verdenen for at skabe opmærksomhed om tegnsprog. I Danmark demonstrerer døve i henholdsvis København og Århus i tidsrummet kl. 14-16

Meget mere tegnsprog til alle
Det er en gruppe døve græsrødder der har taget initiativ til demonstrationen.
Gruppen, der står bag demonstrationen, mener, at der hidtil har været alt for lidt synlighed omkring dansk tegnsprog. De mener, at det er på tide, døve står frem og viser, hvem de er, og hvad deres tegnsprog betyder for dem. Deres store ønske er øget adgang til dansk tegnsprog for ALLE danskere.
- Med demonstrationen vil vi døve gøre befolkningen opmærksom på at tegnsprog er et rigtigt sprog, ikke bare et kommunikationsredskab, og at sproget er utrolig vigtigt for os døve. At have adgang til tegnsprog giver os adgang til viden og gør os til hele mennesker, siger Bo Hårdell fra event-gruppen for døve græsrødder i Danmark.

Danske Døves Landsforbund bakker event-gruppen op. Asger Bergmann, landsformand, udtaler:
- Det er et vigtigt og prisværdigt initiativ græsrødderne har taget og de har vores fulde støtte. Danske Døves Landsforbund har i årevis netop kæmpet for en officiel anerkendelse af tegnsprog. Jeg håber, at både offentligheden og beslutningstagerne med denne demonstration får øjnene op for, at vi døve er en sproglig og kulturel gruppe i dette samfund og bør anerkendes som sådan.

Ønsket om en anerkendelse af dansk tegnsprog sker ud fra døves ønske om at beskytte og videreudvikle deres tegnsprog. Hvis døve i en lov kunne få regeringen til at anerkende dansk tegnsprogs betydning for døve i Danmark, vil det styrke deres færden i samfundet.
- Vi håber, at den opmærksomhed vi med demonstrationen vil skabe kan medføre, at tegnsproget får en bedre status i Danmark, og at vores rettigheder forbedres, afslutter Bo Hårdell.

Den danske kamp for at få tegnsprog anerkendt som et rigtigt sprog er et led i en verdensomspændende kampagne på the International Day of the Deaf. Her vil døve fra hele verden lørdag den 29. september fra kl. 14-16 gå på gaden.

I København mødes man på Nytorv, og i Århus er mødestedet Sct. Klemens Torv.
Demonstrationerne starter kl. 14.00.

Kontakt info

E-mail til presseansvarlig: Mette Bertelsen på tegnsprog@hotmail.com
På dagen i Århus: Bo Hårdell (døv, send helst sms) mobil 31221910 (hvis der ringes, er der en tegnsprogstolk til stede mellem kl. 13-17)
På dagen i København: Mette Bertelsen (døv, send helst sms) mobil 28682125 (hvis der ringes, er der en tegnsprogstolk til stede mellem kl. 13-17)

For yderligere information om demonstrationen, se: www.anerkendtegnsprog.blogspot.com

onsdag den 26. september 2007

Demo-ruterne

Vi mødes ved startstedet kl. 14.00 hvor der vil gå op til en halv time med taler. I København er hovedtaleren Asger Bergmann, landsformand for Danske Døves Landsforbund. I Århus vil hovedtaleren være Bente Dahl, MF, Det Radikale Venstre. Der vil være tegnsprogstolke til stede begge steder.

Århus
Skt. Clemens Torv ud for Nordea
Skt. Clemens Bro
Søndergade
Sønder Allé
Rådhuspladsen
Vester Allé
Vesterbro Torv
Hjortensgade
Peter Holms Vej – gennem Botanisk Have
Fuglebakkevej
Møllevangs Allé (ved siden af Møllevangsskolen)

København
Nytorv
Lavendelstræde
Vester Voldgade
Rådhuspladsen
Vester Voldgade
Nørre Voldgade
Vendersgade
Søtorvet
Dronning Louises Bro
Nørrebrogade
Blågårdsgade
Åboulevard
Rantzausgade
Brohusgade
Åboulevard
Ågade (De Døves Kirke)

Det skal der stå på vores foldere som vi deler ud:

ANERKEND MIT SPROG – ANERKEND MIG

Der er 5000 døve i Danmark, der bruger dansk tegnsprog. Fakta er, at der er 10 gange så mange, der har svære høretab. Mange af dem ville få gavn af at kunne dansk tegnsprog, men de har aldrig fået tilbuddet om at kende til sproget.

Hvis man ikke anerkender menneskets ret til det sprog der falder det mest naturligt ind, mener vi at det er lig med at man ikke anerkender mennesket som det er.

Hvorfor demonstrerer vi?
Vi arbejder for en officiel anerkendelse af dansk tegnsprog fra det danske samfunds side. Anerkendelse af dansk tegnsprog sker ud fra vores ønske om at beskytte og videreudvikle vores tegnsprog. Hvis vi døve i en lov kunne få regeringen til at anerkende tegnsprogs betydning for døve i Danmark vil det styrke vores færden i samfundet.

Læs mere om det på vores blog.

Det vidste du ikke: Uganda er kommet længere end os danskere omkring anerkendelse af tegnsprog – de har nemlig fået deres ugandiske tegnsprog anerkendt i deres grundlov!

Tegnsprog til alle!
Og vi mener desuden også at at der har været alt for lidt synlighed omkring dansk tegnsprog. Nu er det på tide at vi viser hvem vi døve er og hvad vores sprog betyder for os. Vores store ønske er øget adgang til dansk tegnsprog for ALLE danskere – også for dig!

Vi bliver nemlig utrolig glade når du kan bare lidt tegnsprog. Det er en anerkendelse af os.

Tegnsprog giver
- adgang til viden på lige fod med hørende
- adgang til en kommunikation der fungerer for alle
- tolkning på videregående uddannelser
- identitet og følelse af fællesskab med ligesindede

Om International Day of the Deaf
Den sidste lørdag i september er af døve græsrødder hele verden over blevet udråbt som international dag for døve. I år er temaet kampen for anerkendelse af tegnsprog. Døve fra hele verden demonstrerer netop i dag – og lige nu er de også i fuld gang i Sverige, England, Schweiz, Frankrig, på Island og mange andre steder udenfor vores tidszone.

Vil du gerne vide mere om os og vores demonstration?
Så gå ind på vores blog:

www.anerkendtegnsprog.blogspot.com

Tak for din tid :-)

Pressemeddelelse fra WFD om Døves Internationale Dag



PRESSEMEDDELSE

Den 22. September 2007

Verdensdøveforbundet (WFD) opfordrer det internationale døvesamfund til at fejre den international døvedag d. 29. September 2007 og den internationale døveuge i ugen den 23.-28. September 2007!

WFD opfordrer det internationale døvesamfund og i særdeleshed dets Ordinære Medlemmer (OM’ere) til at holde en international døvedag og international døveuge ved at fejre jeres nationale tegnsprog, ved at oplyse samfundet om tegnsprog og Døves sproglige rettigheder og benytte lejligheden til at sætte gang i de igangværende kampagner rettet mod lovgivningen. Endvidere håber WFD, at OM’erne vil samarbejde med medlemmer i Folketinget/regeringen om at få ændret den nationale lovgivning – hvis der er behov herfor – således at den FN’s handikapkonvention kan blive ratificeret (for yderligere information, se www.un.org/esa/socdev/enable/conventioninfor.htm). Det er meget vigtigt at rette politikernes, de offentlige myndigheder og samfundsborgerne opmærksomhed ved at fremvise Døves bedrifter såvel som at sætte fokus på døvesagen.

Gennem den samme periode vil det canadiske døveforbund (CAD) arrangere globale demonstrationer fredag d. 28. September 2007 for at støtte tegnsprog og døve børns ret til at få skolegang.

I mellemtiden vil det amerikanske døveforbund (NAD) holde en ”Celebrate ASL day” (en tegnsprogsdag) fredag den 28. September 2007. Arrangementet understøtter også WFD’s objektive mål, hvoraf den ene i særdeleshed fokuserer på menneskerettigheder gennem tegnsprog.

Den 29. September 2007 vil det mexicanske døveforbund også holde international døvedag med en demonstration med fokus på døves menneskerettigheder.

WFD opfordrer alle andre OM’ere til at holde international døveuge og international døvedag for at formidle viden om tegnsprog og for at fremme sproglige rettigheder!

Projekter som burde permanentgøres

En af de store mærkesager for vores demonstration er, at vi døve stadig ikke har tilfredsstillende adgang til resten af samfundet.

Danske Døves Landsforbund gør et stort arbejde for at fremme tiltag, hvor døve kan inkluderes. Vi støtter dem, og vi vil gerne skabe opmærksomhed omkring deres arbejde.

Blandt andet med socialtolkningsprojektet, der gør, at døve kan have tegnsprogstolk med til kultur, foredrag og andre events uden selv at skulle betale. Alle andre mennesker tager jo den slags for givet.

Kan det være rigtigt, hvis vi selv kommer til at betale for den slags, når projektet slutter? Nej, vel?

Her kan man læse mere om de fire store projekter, som efter vores burde permanentgøres:

Ældrevejledningsprojektet - læs mere om projektet her.

Socialtolkeprojektet - læs mere om projektet her.

Forældrevejledningsprojektet - læs mere om projektet her.

Tegnsprogsordbogsprojektet - læs mere om projektet her.

tirsdag den 25. september 2007

Døve-medier på dagen

Så er PR-maskineriet ved at blive kørt i stilling. Døvefilm er interesserede i at komme og dække demonstrationen. Døvebladet skriver temanummer om hele sagen og vil lave reportage til demonstrationerne. Der vil være professionelle døve fotografer både i Århus og i København, der helt frivilligt vil tage flotte billeder af dagen for at støtte demonstrationen. De fotografiske resultater vil blive uploadet her på bloggen. Og så arbejder vi på en pressemeddelelse, der skal sendes ud til medierne. Vi glæder os til at se rigtig mange af Jer på lørdag både i Århus og i København!